Søredning er mere end ulykkerI dansk Søredningsselskab oplever vi mange forskellige situationer, hvor man rækker ud til os for at få hjælp. Uanset situationen er vi glade for at hjælpe og skabe tryghed på vandet. Her kommer et lille udpluk som illustrerer, hvor forskellige situationerne kan være. En sejler som skal fra Næstved til Dragør i en lille sejlbåd oplever alt fra vindstille til kraftig vind og har efterhånden opbrugt al benzin til bådens påhængsmotor. Mens der ved mørkets frembrud er kraftig vind kontakter sejleren DSRS-Vordingborg. Sammen vurderer de situationen og skønner at sejleren kan forsætte uden assistance. DSRS er løbende i kontakt med sejleren og sidder standby på stationen fra kl. 22.30 - 02.30, hvor sejleren selv kommer i havn. En lystfiskers familiemedlem kontakter DSRS-Rudkøbing, da man ikke kan få kontakt med fiskeren, som er ude at fiske i en mindre jolle. DSRS-Rudkøbing orienterer JRCC og starter en eftersøgning i det område, hvor fiskeren burde befinde sig, men uden held. Nu alarmeres JRCC, som kan indsætte en helikopter. DSRS udvider eftersøgningen og finder båden på et stenrev, men kan ikke selv sejle derind, hvorfor man sejler retur for at hente en redningssvømmer. Tilbage ved stenrevet er båden væk og man bliver kontaktet af fiskerens familie, som fortæller at jollen er på vej hjem. Et par svømmere vil svømme fra Hornbæk til Sverige. Heldigvis har de arrangeret sig med en følgebåd. Halvvejs til Sverige har følgebåden et motornedbrud. Båden kalder DSRS-Helsingør til assistance, som henter båden og to svømmere og bugserer dem til Hornbæk.
Ikke alt er grundstødninger, knækkede master og motorproblemer. Hvis vi skal skabe tryghed i de indre danske farvande er det derfor væsentligt at du og dine maritime venner støtter DSRS. |